I beskæftigelse
Arbejdsmarkedet er i disse år kendetegnet ved, at der er færre unge at rekruttere som medarbejdere i private og offentlige virksomheder. Desuden vælger flere og flere at trække sig tilbage til en tilværelse som pensionist eller efterlønsmodtager. Alt i alt betyder dette, at der inden for en overskuelig årrække vil være mangel på arbejdskraft.
Roskilde Kommune har mulighed for at hjælpe med en tidlig indsats for at sikre, at der stadig er gode og velkvalificerede medarbejdere til rådighed for arbejdsmarkedet. Tanken er at udnytte arbejdskraftressourcerne bedre. Roskilde Kommune kan f.eks. hjælpe virksomheder, der ønsker at fastholde medarbejdere, som på grund af f.eks. sygdom er begrænset i deres arbejdsevne.
Der er medarbejdere, som af den ene eller anden grund ikke fuldt ud kan varetage et ordinært arbejde, og som derfor må træde ud af arbejdsmarkedet. Ligeledes er der mange fremmedsprogede medborgere, der er parate til at yde en indsats, men endnu ikke har vundet fodfæste på arbejdsmarkedet. Det rummelige arbejdsmarked er et af svarene på, hvordan disse ressourcer kan udnyttes meget bedre til gavn for den enkelte, virksomhederne, og samfundet.
Lovgivningen indeholder en række muligheder for:
- At fastholde en medarbejder, som er langtidssygemeldt eller har nedsat erhvervsevne.
- At ansætte en ny medarbejder med nedsat erhvervsevne eller med ringe tilknytning til arbejdsmarkedet.
Kommunen kan hjælpe med information og vejledning om de forskellige ordninger hvad enten du er medlem af en A-kasse eller ikke er medlem af en A-kasse:
- Kroniske / langvarige lidelser - §56-aftale.
- Delvis sygefravær.
- Fleksjob.
- Sideproduktion en ny mulighed.
- Virksomhedspraktik.
- Aftale om ansættelse med løntilskud.
- Mentor.
- Ansættelse med løntilskud som førtidspensionist (tidl. skånejob -kontakt Social og Sundhed)
- Delpension
- og der kan være hjælp at hente i de Sociale Kapitler, der er en del af mange overenskomster.
Sådan kommer I videre
Arbejdsgivere, der ønsker at vide mere om mulighederne for at fastholde eller ansætte medarbejdere med nedsat arbejdsevne, kan henvende sig til Jobservice eller Sygedagpengeafsnittet, Jobcenter Roskilde, for at få råd og vejledning om hvilken ordninger, der er mest hensigtsmæssig.
Rundbordssamtaler
Vi kan efter aftale komme til jer. Det er ofte en fordel at mødes på arbejdspladsen og at samle alle parter i sagen - den berørte medarbejder, virksomheden, den faglige organisation, kommunen og eventuelt lægen.
Samarbejdsaftaler
Virksomheder, der ønsker at lægge samarbejdet i faste rammer, kan indgå en samarbejdsaftale med Roskilde Kommune om socialt partnerskab. Aftalen tilpasses i hvert enkelt tilfælde.
Vil du vide mere
Jobcenter Roskilde har ansat virksomhedskonsulenter, der har til opgave at give en målrettet service til virksomheder der ønsker information eller rådgivning om mulighederne for at forebygge, fastholde eller integrere personer, der er ved at miste fodfæstet på arbejdsmarkedet. Vi har videre mulighed for at hjælpe med rekruttering af medarbejdere til nyansættelse i jobs med løntilskud eller i fleksjob. Kontakt Jobservice, Jobcenter Roskilde.
VirksomhedsNetværk Roskilde er en sammenslutning af lokale virksomheder, der arbejder for at realisere det rummelige arbejdsmarked. Læs om netværkets formål og virke på hjemmesiden. Tlf: +45 46 31 78 21, e-mail: info@virknetroskilde.dk.